Kirstine Van Sabben

bornholmerlisten, kirstine van sabben
Om Kirstine:

Kirstine er født her på Bornholm for 45 år siden, og voksede op i Nylars med 3 søskende forældre. Hun har gennem sit liv arbejdet med meget forskelligt. Bl.a. med mennesker med funktionsnedsættelse, som receptionist på en færge, i den bornholmske hjemmepleje – men primært som bygningsmaler. Det er også det hun lever af i dag, hvor hun efter en årrække som selvstændig nu arbejder i Byg Grønt. Kirstine har været gift med Kees i 19 år. Han arbejder i Forsvaret, og sammen har de 3 børn på 14, 18 og 19 år. Familien bor på landet midt mellem Klemensker og Hasle.

Kirstine startede med at lave politik i en erkendelse af at hun har alt for mange følelser til at arbejde på institutioner for mennesker med handicap. Det var oprindeligt det hun gerne ville arbejde med – og en interesse hun havde fået gennem sin lillebror som er spastisk lammet. Efter en masse foreningsarbejde i Spastikerforeningen og i De Samvirkende Invalideorganisationer besluttede hun at hvis hun skulle forsøge at forbedre de handicappedes vilkår – så måtte det blive politikkens vej. Siden hun opstillede for første gang for 16 år siden, er interessen for at gøre en forskel i vores samfund kun blevet større, og hun har stadig mange ting hun gerne vil ændre og forbedre. Kirstine har siddet i kommunalbestyrelsen i knap 10 år.

Kirstine har ikke så meget fritid, men den hun har bliver brugt på garn og strikketøj, og så er hun en ivrig jæger og lystfisker.